”Vi er en lille virksomhed, så vores medarbejdere skal have evnerne til hele tiden at lære nye ting. Og det kan Christian i allerhøjeste grad,” siger Nikolaj Lykke Viborg begejstret, Co-founder & Partner i den populære plakatvirksomhed Dialægt.

Christian Breum Johannsen er uddannet cand.scient. i idræt fra Aarhus Universitet, men arbejder i dag som Head of Marketing med ansvar for markedsføringen af Dialægt. Der er derfor ikke tale om et helt klassisk match, men ikke desto mindre har satsningen betalt sig.

Fra virksomhedspraktik til fastansættelse

Inden Christian blev fastansat hos Dialægt, var han ansat i virksomhedspraktik og senere i løntilskud. Forløbet gjorde det muligt for Dialægt at vurdere, om Christian var den rette mand til jobbet – uden at det væltede den unge virksomheds økonomi.

Samarbejdet viste sig hurtigt at være det helt rigtige for Dialægt, hvilket ifølge Nikolaj skyldes, at Christian som akademiker er dygtig til på rekordtid at sætte sig ind i nye ting. Derudover har han den nødvendige sult efter at lykkes:

”Som nyuddannet kaster Christian sig ud i alle slags opgaver. Han er ikke fastlåst af ’plejer-mentalitet’ og gamle vaner, som vi ofte ser hos mere etablerede profiler – og det er afgørende i en lille virksomhed med store krav og større ambitioner,” afslutter Nikolaj.

Alt i alt har ansættelsen af Christian været med til at styrke danskernes kendskab til Dialægt, og virksomhedens plakater.

Fakta

  • Plakatvirksomheden Dialægt blev grundlagt i 2015
  • Akademikere er en gevinst for små og mellemstore virksomheder – og det skal udnyttes til at få 3.000 flere i arbejde i Aarhus Kommune i 2019-2020.

Læs historien om Dialægt i pdf