Hver dag sender Helsebixen.dk tusindvis af produkter af sted fra hovedkontoret i Lystrup. Vrksomheden har i dag mere end 50 ansatte. Én af dem er lagerarbejderen Anders Munkebo Petersen.

”Anders er ansat 10 timer om ugen på ordinære vilkår og er derudover i virksomhedspraktik 20 timer om ugen, og vi har et fælles mål om, at han en dag skal fastansættes,” fortæller Frank Roed Antonsen, Warehouse Manager hos Helsebixen.dk.


Stort engagement og større glæde

For Frank handler ansættelsen af Anders om meget mere end økonomi. Det handler om at hjælpe mennesker tilbage på arbejdsmarkedet.

”Jeg kunne godt køre mit lager uden virksomhedspraktikanter og stadig nå mine nøgletal, men det ville ikke være lige så sjovt,” siger Frank og fortsætter: ”Hos Helsebixen.dk ønsker vi at hjælpe mennesker op af det hul, de er havnet i. Det er fantastisk at se mennesker udvikle sig, og medarbejdere som Anders betaler tilbage med en enorm glæde ved at gå på arbejde.”

Frank nyder i dag et tæt samarbejde med Jobcenter Aarhus, som ringer til ham, når de har en god kandidat, som eksempelvis Anders. Ofte må han dog afslå tilbuddet. ”Jeg kan godt svare nej til borgere, selv om jeg mangler folk. Det skyldes, at vi skal kunne rumme det enkelte menneskes behov, for ellers kan vi ikke hjælpe det til succes,” forklarer Frank og indrømmer afslutningsvist: ”Engang forbandt jeg jobcentret med ’dum i arbejde’. Jeg er heldigvis blevet meget klogere.”

Fakta

  • Helsebixen.dk tilbyder produkter indenfor blandt andet helsekost og naturlægemidler
  • Virksomheden har, udover Anders, ansat adskillige medarbejdere via Jobcenter Aarhus
  • Ufaglærte er en gevinst for små og mellemstore virksomheder – og det skal udnyttes til at få 3.000 flere i arbejde i
    Aarhus Kommune i 2019-2020.

Læs historien om Helsebixen.dk i PDF