”Vi arbejder med en høj- og en lavsæson. Det stiller store krav til vores fleksibilitet, og fleksjobbere hjælper os med at tilpasse og optimere forretningen, så vi altid kan imødekomme kundernes behov,” forklarer centerchef hos Plantorama i Egå Tommy Høgh Andersen.

Plantorama i Egå arbejder tæt sammen med Jobcenter Aarhus om at finde de helt rigtige kandidater til virksomheden. Det betyder, at jobcentret fungerer som en slags jobbank, som Tommy kan kontakte, når behovet melder sig:

”Når vi har brug for ekstra folk, ringer jeg til vores kontaktperson i jobcentret. Hun kender vores virksomhed og ved derfor, hvilke kandidater der vil passe ind,” siger Tommy, inden han fortsætter: ”Det er afgørende, at alle vores ansatte har en god udstråling og overskud til kunderne. Hvis vores kontaktperson mener, at kandidaten har det, jamen, så er han eller hun næsten allerede ansat.”

Plads til succes

For Plantorama i Egå er der forretningsmæssige fordele ved at ansætte fleksjobbere. Men det er ikke den største drivkraft. Nej, det handler først og fremmest om at hjælpe mennesker godt ind på arbejdsmarkedet – og se dem vokse med opgaven i de rette rammer. 

”Det er bedre at kigge på blomster end at kigge ind i en hvid væg. Hos os kan man få lov til at arbejde i fantastiske omgivelser, og vi har det menneskelige overskud til at rumme dem, som måske ikke lige passer ind andre steder. Så ja, det betaler sig at ansætte fleksjobbere. Både økonomisk og socialt,” afslutter Tommy.

I Egå er samarbejdet med Jobcenter Aarhus derfor en ægte win-win-situation, der betaler sig for forretningen – og ikke mindst for det enkelte menneske.

Fakta

  • Plantorama i Egå er Danmarks næststørste havecenter
  • Der er cirka 65 ansatte, hvoraf omkring 15 er ansat via Jobcenter Aarhus.
  • Fleksjobbere er en gevinst for små og mellemstore virksomheder – og det skal udnyttes til at få 3.000 flere i arbejde i
    Aarhus Kommune i 2019-2020.

Læs historien om Plantorama i PDF