For Christian Bøjlund, ejer af Frederiksgade42, handler arbejdet på en restaurant ikke kun om måltidet, men også om at skabe en bæredygtig virksomhed – for den enkelte ansatte og vores fælles klode.

”Med vores 80/20-koncept ønsker vi at inspirere mennesker til at spise mere bæredygtigt. 80 % grønt og 20 % kød, fisk og mejeri – naturligvis med fokus på årstidens lokale råvarer,” forklarer Christian, inden han fortsætter:

”Og så er der den enkelte ansatte. Ingen danskere gider skære løg eller skrælle kartofler, og derfor ansætter restauranter billig udenlandsk arbejdskraft, men det er jo de facto løndumping. Derfor ansætter jeg integrationsborgere, som endnu ikke har fundet deres plads på vores arbejdsmarked, gennem integrationsgrunduddannelsen (IGU).”


Bæredygtighed betaler sig

Jobcenter Aarhus spiller en vigtig rolle for Christians ambition om at skabe en bæredygtig arbejdsplads.

Helt konkret finder jobcentret mulige kandidater, som Christian kan vælge at tage til samtale og ansætte på den toårige IGU.

”Jeg ansætter ikke ud fra kompetencer, men personlighed. Gennem IGU’en skræddersyr jeg så et forløb, der minder om uddannelsen til køkkenassistent, med ambitionen om at gøre mine ansatte i stand til at kunne få et job og forsørge sig selv i Danmark,” fortæller Christian, hvis mission er, at skabe en bæredygtig virksomhed, fordi det betaler sig. For det enkelte menneske, der kommer i arbejde. For samfundet, der skal løfte i flok. Og for den jord, vi bor på sammen.

”Vi vil være med til at skabe mennesker. For vi er alle verdensborgere, om vi vil det eller ej, og derfor handler det om at tage ansvar for mere end sig selv,” afslutter Christian, inden han går i køkkenet for at hjælpe med at skrælle kartofler.

Fakta

  • Frederiksgade42 har lidt mere end 20 ansatte, hvoraf seks af dem har anden etnisk baggrund end dansk
  • Jobcenter Aarhus har hjulpet Frederiksgade42 med ansættelsen af integrationsborgere
  • Borgere på integrationsgrunduddannelsen er en gevinst for små og mellemstore virksomheder – og det skal udnyttes til at få 3.000 flere i arbejde i Aarhus Kommune i 2019-2020.

 Læs historien om Restaurant Frederiksgade 42 i PDF